Af Birgit Ziegler Kornum
Det kan lyde provokerende – specielt, når det er noget, man som jobsøgende har hørt adskillige jobkonsulenter anbefale. Ikke desto mindre var det budskabet fra HR konsulent Christina Vitale, da hun kom forbi og bidrog med et meget personligt og nærværende indlæg om det at skrive en ansøgning og et CV. Christina har læst 1000-vis af ansøgninger og rekrutteret masser af medarbejdere inden for forskellige fagområder i forskellige virksomheder. Der var stor respekt blandt deltagerne – ikke mindst fordi, det var tydeligt at Christina besidder en solid erfaring fra flere forskellige virksomheder og dermed har noget at have sine holdninger i. Med en understregning af at der er tale om en personlig holdning med et strejf af provokation - og at der selvfølgelig er undtagelser, gav Christina os dette gode råd: ”Lad være med at ringe til virksomheden først”. Brug kræfterne på at udarbejde ansøgningen i stedet. Sandsynligheden for at en opringning påvirker muligheden for at komme til samtale er lille. Sandsynligheden for at man ringer på et uheldigt tidspunkt eller får sagt noget uheldigt er større. En virksomhed, der søger personale har typisk travlt. Chancen for, at man forstyrrer, er stor. En kejtet pause, et enkelt lille host, nys eller øhh…kan påvirke negativt og efterlade et uhensigtsmæssig indtryk? Man hører jo kun om de historier, hvor en opringning har bragt kandidaten tættere på jobbet. Vælger man at ringe, skal man være sikker på at efterlade sig et bemærkelsesværdigt og positivt indtryk. Er man ikke sikker på, at man kan det, skal man overveje sin opringning en ekstra gang. Et spørgsmål om noget, der ikke er afgørende for at man kan skrive en god ansøgning er ikke bemærkelsesværdig og vil højst efterlade et neutralt indtryk. Igen bliver vi mindet om, at der er et strejf af held og tilfældigheder i forbindelse med jobsøgning, der kan minde om gambling. I bund og grund er det et spørgsmål om smag og behag. Skal man skrive en lang eller kort ansøgning? Skal man ringe først eller lade være? Mennesker er forskellige. Derfor afhænger udfaldet af, hvad der behager dem, der modtager henvendelsen – og det ved man sjældent på forhånd. Så det bedste råd er: ”vær personlig”. Får man udarbejdet en personlig ansøgning, er der også størst chance for at man til en samtale ligner den, der har skrevet ansøgningen. I sidste ende er der alt andet lige også en større chance for et godt jobmatch.