fredag den 11. oktober 2013

Der skal være en gnist i øjet




Af Birgit Ziegler Kornum

Fra Torben Sørensen startede sin egen virksomhed, Casalogic for selv til i dag – er virksomheden vokset, så der i dag er 16 ansatte. Ud over at drive egen virksomhed, er Torben Sørensen medlem af DanskBestyrelsesNetværk – og som en ægte netværker stiller han sine erfaringer til rådighed for andre. Det fik holdet fra et-bord-til-en-jobsøgende glæde af, da han kom forbi og fortalte om sin virksomhed, og hvad han har lagt vægt på, når han har ansat medarbejdere. Det er primært medarbejdere med en it-baggrund, som bliver ansat hos Casalogic – men ikke med en hvilken som helst it-baggrund.  Hos Casalogic bekender man sig til Linux og open source. Her har man specialiseret sig i at finde de bedste og mest driftsikre open source programmer. De bliver pakket, programmeret og testet – og ender ofte kun som en lille del af en virksomheds samlede software. Som en kommentar til om jobsøgende bør tage sig et hvilket som helst job, havde Torben Sørensen dog et forbehold. Når man har sin egen virksomhed, ser man i høj grad efter, om der er en gnist. De bedste medarbejdere er nu engang dem, der er oprigtig interesser sig for virksomhedens produkter og som elsker at finde gode løsninger og nå resultaterne. Der er plads til nørder, men det skæve valg af medarbejdere er nok ikke så typisk i en virksomhed som Casalogic. Men er man dedikeret Linuxbruger, har man passeret den første barriere – og så er der helt klart noget at bygge videre på. Med et interessant foredrag og efterfølgende dialog, forstår man at virksomheden i høj grad ikke bare er bygget op af høj faglighed men også af et stort engagement. På holdet takker vi for et spændende besøg og ønsker Casalogic fortsat god vind i sejlene.

tirsdag den 24. september 2013

Lad være med at ringe til virksomheden, før du søger jobbet




Af Birgit Ziegler Kornum

Det kan lyde provokerende – specielt, når det er noget, man som jobsøgende har hørt adskillige jobkonsulenter anbefale. Ikke desto mindre var det budskabet fra HR konsulent Christina Vitale, da hun kom forbi og bidrog med et meget personligt og nærværende indlæg om det at skrive en ansøgning og et CV. Christina har læst 1000-vis af ansøgninger og rekrutteret masser af medarbejdere inden for forskellige fagområder i forskellige virksomheder. Der var stor respekt blandt deltagerne – ikke mindst fordi, det var tydeligt at Christina besidder en solid erfaring fra flere forskellige virksomheder og dermed har noget at have sine holdninger i. Med en understregning af at der er tale om en personlig holdning med et strejf af provokation - og at der selvfølgelig er undtagelser, gav Christina os dette gode råd: ”Lad være med at ringe til virksomheden først”. Brug kræfterne på at udarbejde ansøgningen i stedet. Sandsynligheden for at en opringning påvirker muligheden for at komme til samtale er lille. Sandsynligheden for at man ringer på et uheldigt tidspunkt eller får sagt noget uheldigt er større. En virksomhed, der søger personale har typisk travlt. Chancen for, at man forstyrrer, er stor. En kejtet pause, et enkelt lille host, nys eller øhh…kan påvirke negativt og efterlade et uhensigtsmæssig indtryk? Man hører jo kun om de historier, hvor en opringning har bragt kandidaten tættere på jobbet. Vælger man at ringe, skal man være sikker på at efterlade sig et bemærkelsesværdigt og positivt indtryk. Er man ikke sikker på, at man kan det, skal man overveje sin opringning en ekstra gang. Et spørgsmål om noget, der ikke er afgørende for at man kan skrive en god ansøgning er ikke bemærkelsesværdig og vil højst efterlade et neutralt indtryk. Igen bliver vi mindet om, at der er et strejf af held og tilfældigheder i forbindelse med jobsøgning, der kan minde om gambling. I bund og grund er det et spørgsmål om smag og behag. Skal man skrive en lang eller kort ansøgning? Skal man ringe først eller lade være?  Mennesker er forskellige. Derfor afhænger udfaldet af, hvad der behager dem, der modtager henvendelsen – og det ved man sjældent på forhånd. Så det bedste råd er: ”vær personlig”. Får man udarbejdet en personlig ansøgning, er der også størst chance for at man til en samtale ligner den, der har skrevet ansøgningen. I sidste ende er der alt andet lige også en større chance for et godt jobmatch.

mandag den 23. september 2013

Din mentale tilstand har betydning for, hvad du opnår




Gitte Finnich Pedersen fra FIRSTMIND Communication & Coaching mødte os med et velkomponeret foredrag, om sin egen spændende karriere. Vi fik en snak om sceneskifte og relevante tips om jobsøgning. Lobbyisme og politisk tæft hører til Gittes spidskompetencer – så det at sætte sig så meget ind  i en virksomheds situation som muligt, er hun varm fortaler for. Jo bedre man forstår virksomhedens aktuelle situation, jo bedre kan man se og fortælle, hvor man kan bruge sine kompetencer. Ud over coaching i den form, der går ud på at hjælpe en person med at finde den bedste udgave af sig selv, viste det sig at Gitte Finnich Pedersen også har stor viden om mentaltræning og om, hvordan vores mentale tilstand påvirker vores valg. Hvis man mentalt ikke kan forestille sig at være i en given situation – og det kan f.eks. være i et konkret job – så er der ikke stor sandsynlighed for, at man når dertil.
 
I sit firma, har hun specialiseret sig i at skræddersy lydfiler til mentaltræning - udarbejdet så de passer til en enkelte klients behov og ønsker. Der findes også en del generel materiale på dette område – og det er helt klart bedre, end ingenting. F.eks. kan man hente Empowerminds app med et mentaltræningsprogram , som kommer frem, hvis man søger på ordet ”Mentaltræning” - et tip, vi hermed giver videre. 

onsdag den 11. september 2013

Din fortælling tæller



Blog af Birgit Kornum
 
Denne uges højdepunkt var besøget af rekrutterings- og headhunterfirmaet TOTEM. 3 medarbejdere fra virksomheden mødte velforberedte op. En efter en fik vi en kort og præcis tilbagemelding på vores CV i forhold til afklaring og jobønske. På trods af, at vi faktisk har haft flere foredrag om det at skrive et CV, spottede eksperterne hurtigt, hvor der manglede præcision og uddybning. 
Ofte tager man det som en selvfølge, at man er god til noget, når man har erfaring og arbejdet inden for et bestemt område – men den, der læser et CV ved det jo ikke. 
Hvad er karriererådgivning egentlig? Det fik holdet en realistisk demonstration af da 3 deltagere kom i ”den varme stol” og fik en snak med en karriererådgiver - samtidig med at resten af holdet var fluen på væggen. Det er jo sjældent, man får en chance for at få at vide, hvad folk umiddelbart tænker om det man siger - og hvordan kropssproget stemmer overens med det talte sprog? 

Vi takker TOTEM holdet for seriøs rådgivning og for et besøg, der gav stof til eftertanke.

torsdag den 29. august 2013

KEND DIN TYPE – og tag bedre vare på dig selv



Blog d. 29. august 2013 af Kirsten Carter




Et inspirerende indlæg af Susan S. Christensen, SSC Coaching.
Foredraget ”Hvad kan du bruge det til, når du kender din type?” handlede om de mange forskellige ”typer af typer”, vi hver især består af.

I første omgang var det emner, som de fleste nok havde hørt om før, men alligevel formåede Susan, at fortælle om det på en sådan måde, at det blev set i et helt nyt lys.
Susan havde valgt at fokusere på de forskellige typer lidt bredere end de sædvanlige personlighedstest, og tog især udgangspunkt i:

- introvert vs. ekstrovert
- nej-menneske vs. ja-menneske
- samt særlig sensitivite

Hvordan henter du energi eller hvad dræner dig for energi? Er du er introvert eller ekstrovert og hvad betyder det egentligt? Hvordan kan nej/ja mennesker supplere hinanden, når den ene er for skeptisk/kritisk og den anden måske for naiv/åben? Hvor mange procent af befolkningen vurderes de forskellige typer at udgøre? Er du særlig sensitiv på mere end et område, f.eks. fysisk, personlig, social, ideologisk, spirituel? 

Vi kom også ind på de mange forskellige test der findes, når vi søger job. Hvad testes og hvorfor tester vi og hvad kan vi bruge det til? 

Hvordan kan vi hjælpe og supplere hinanden? Hvordan bliver vi bedre til at kommunikere? Mulighederne er mange og det var et super spændende foredrag, hvor vi var meget engagerede, der blev både grint højt og spurgt meget ind til Susans oplæg. Vi blev lidt klogere på os selv og andre typer og det gav en større forståelse og lyst til at vide endnu mere. 

Endnu engang er vi blevet beriget med en super god foredragsholder. I kan læse mere om Susan på hendes hjemmeside: http://www.skottegaard.dk/ og vi siger tusind tak for et inspirerende foredrag.